Kontrolpanel
Kontrolpanelet viser organisationens egne tal for en periode, du selv vælger: hvor mange kørsler der har været, hvad der fejler, hvilke agenter der venter på noget, og hvad der bliver brugt mest.

Adgang
Kontrolpanelet er for Udvikler og Administrator. Du finder det som Kontrolpanel i menuen under Drift. Din startside, når du logger ind, er Chat — det gælder alle roller.
- Administratorer ser tal for hele organisationen.
- Udviklere ser tal for de teams, de er medlem af.
Har du rollen Bruger eller Anmelder, er der intet kontrolpanel. Prøver du at åbne det alligevel, bliver du sendt til Chat.
Vælg periode
Sidens eneste indstilling er periodeskyderen øverst til højre. Du kan vælge mellem 7, 14, 30, 60, 90 og 180 dage samt 1 år. Siden åbner på 30 dage.
Den valgte periode står i sidens adresse, så du kan dele et link til præcis det udsnit, du kigger på — og trykker du på browserens tilbage-knap efter at have klikket dig videre, står perioden stadig, som du forlod den.
Tallene øverst
Øverst står fire nøgletal:
- Kørsler: Antal kørsler i perioden
- Fejlrate: Andelen af kørsler, der fejlede
- Agenter der kører: Hvor mange agenter der har kørt i perioden
- Afventer godkendelse: Agenter, der er sendt til kvalitetskontrol og venter på en afgørelse
De tre afsnit
Resten af siden er delt i tre afsnit, som hver svarer på et spørgsmål:
| Afsnit | Spørgsmål | Paneler |
|---|---|---|
| Drift | Hvad er gået galt? | Kørsler og fejl pr. dag, Fejler mest |
| Styring | Har vi styr på det? | Agenter efter status, Huller i styringen |
| Værdi | Bærer det frugt? | Hvad bærer trafikken, Hvad vi afhænger af |
Nederst, i fuld bredde, står Senest ændrede agenter — de agenter, der senest er blevet ændret.
Fra fejl til handling
Klikker du på en agent i Fejler mest, folder rækken sig ud med fejlene. Under dem er der to knapper:
- Vis fejlede kørsler åbner kørselshistorikken filtreret på agentens fejlede kørsler.
- Ret med assistenten åbner agenten i editoren med agentassistenten, som får fejlene med som opgave. Knappen vises kun, hvis du må redigere agenten.

Når et panel ikke viser et tal
Et tomt panel betyder ikke altid nul. Kontrolpanelet skelner mellem tre situationer og skriver, hvilken der er tale om:
- Du har ikke adgang: Panelet står der, men forklarer hvorfor det er tomt, for eksempel "Kræver rollen Administrator". Huller i styringen er kun udfyldt for administratorer.
- Ikke målt: Der er intet at måle på — en agent, der aldrig har kørt, har for eksempel ingen fejlrate.
- Målt, og svaret er ingen: Panelet siger det med ord, for eksempel "Ingen fejlede kørsler i perioden."
Kan du kun se nogle af organisationens teams, viser siden en gul besked øverst om, at tallene kun dækker dine egne teams. Tal for resten mangler helt — de er ikke nul.
Kontrolpanelet viser kun metadata: navne, statusser, antal og fejlbeskeder. Du ser aldrig indholdet af en kørsels input eller output her.