Byggeklodser
Byggeklodser (også kaldet noder) er de byggesten, du forbinder i agent-builderen for at bygge en automatisering. Hver byggeklods løser én veldefineret opgave — henter et dokument, spørger en sprogmodel, slår et CVR-nummer op, sender en email — og du kæder dem sammen, så outputtet fra én bliver input til den næste.
Denne sektion beskriver alle byggeklodser, hvad de gør, deres ind- og outputs, typiske brugsscenarier, og hvordan de spiller sammen.
Kategorier
Byggeklodserne er grupperet i kategorier, så de er nemme at finde i paletten. Klikker du Tilføj i editoren, åbner paletten på pillen Favoritter — de byggeklodser, der er markeret som favorit. Ved siden af ligger Alle og én pille pr. kategori. Ikonet til højre for søgefeltet (Udvid til fuld visning) åbner modalen Alle byggeklodser med hele kataloget.

| Kategori | Hvad den dækker | Reference |
|---|---|---|
| AI | Sprogmodeller, OCR, transskribering, dataudtræk og anonymisering | AI-byggeklodser |
| Data | Integrationer, opslag i offentlige registre, konvertering og databehandling | Data-byggeklodser |
| Input | Startpunkter der leverer tekst, filer, dokumenter og feeds ind i flowet | Input-byggeklodser |
| Logik | Betingelser, forgreninger, løkker og brugerdefineret kode | Logik-byggeklodser |
| Output | Leverer det færdige resultat ud — email og dokumenter | Output-byggeklodser |
| Agent-byggeklodser | Jeres egne agenter, udgivet som byggeklods, så de kan bruges som ét step i et andet flow | Udgiv som byggeklods |
| Udfaset | Ældre byggeklodser, der stadig virker, men er erstattet af nyere | Se afsnittet nedenfor |
Se Sådan hænger byggeklodser sammen for konkrete opskrifter, der kombinerer flere kategorier — fx dokumentbehandling, ejendomsopslag og rapportering.
Sådan er en byggeklods bygget op
Klik på en byggeklods for at se dens felter. En byggeklods har typisk:

- Inputs — værdierne, byggeklodsen arbejder på. De kan skrives direkte i feltet eller komme fra en anden byggeklods via en forbindelse.
- Outputs — resultaterne, byggeklodsen producerer. Et output kan sendes videre til én eller flere andre byggeklodser.
- Handles — forbindelsespunkterne i venstre side (input) og højre side (output).
- Værktøjslinje — den lille række knapper, der dukker op over byggeklodsen, når du holder musen over den: Ryd cache (kun på byggeklodser, der caches), Fastlås data, Duplikér, Skjul/Udvid, Spring over hvis tom, Lås og Slet. Se Agent-builder. Ryd cache er en administrator-handling — se Caching nedenfor.
- Tilpas — blyant-ikonet i byggeklodsens hoved (ikke i værktøjslinjen). Det åbner konfiguratoren, se nedenfor.
- Avanceret — har byggeklodsen ekstra outputs, du sjældent bruger, ligger de på kortet i en sammenfoldet sektion Avanceret (n) — fx Funktionskald på Sprogmodel. Avancerede indstillinger står derimod ikke på kortet: har en byggeklods bare ét avanceret input, sætter du det i konfiguratoren bag Tilpas.
Nogle byggeklodser giver flere outputs (fx giver "CVR Opslag" navn, adresse, branche osv. hver for sig), så du kan sende netop den ene værdi videre uden at pakke resten med.
Tilpas byggeklodsen
Blyant-ikonet Tilpas i byggeklodsens hoved åbner konfiguratoren, som er delt i tre spalter:

- Inputs (venstre) — byggeklodsens input-håndtag. Øje-ikonet slår det enkelte håndtag til og fra på kortet; påkrævede håndtag er markeret Påkrævet - kan ikke skjules.
- Midterspalten — Beskrivelse, den korte tekst der vises på byggeklodsen i flowet, og Yderligere funktioner, hvor du sætter de avancerede indstillinger. Har byggeklodsen ingen, står der "Denne byggeklods har ingen yderligere indstillinger".
- Outputs (højre) — her kan du give hvert output et andet navn og slå det fra.
Har byggeklodsen sin egen vejledning, ligger den på fanen Læs om byggeklodsen ved siden af Indstillinger øverst i konfiguratoren.
Du kan omdøbe outputs i konfiguratoren, men ikke inputs — input-håndtag kan kun vises eller skjules.
Forbind byggeklodser
Du forbinder to byggeklodser ved at trække fra et output-handle (højre side) til et input-handle (venstre side). Prioriteten for et input er: forbundet værdi → værdi skrevet direkte i feltet → byggeklodsens standardværdi.

Handle-farver viser status:
| Farve | Betydning |
|---|---|
| Orange | Ikke forbundet |
| Grøn | Forbundet |
Handle-former viser datatypen, så du hurtigt kan se, om to felter passer sammen:
| Form | Datatype |
|---|---|
| ● Cirkel | Tekst (str) |
| ■ Firkant | Tal (int, float) |
| ◆ Diamant | Ja/nej (bool) |
| ▲ Trekant | Fil (filejson) |
Forbinder du flere outputs til det samme input, samles værdierne automatisk: lister flettes til én liste, og tekster sammenkædes med linjeskift.
Træk ud i det tomme
Slipper du en forbindelse på tomt lærred, åbner en lille vælger, hvor du vælger den byggeklods, der skal sidde i den anden ende — den bliver oprettet og forbundet med det samme. Vælgeren har to faner: Forslag viser kun byggeklodser, hvis datatype passer til det håndtag, du trak fra, og Alle viser resten.
Det virker begge veje: trækker du fra et output, hedder vælgeren Forbind til ny næste byggeklods, og trækker du fra et input-håndtag, Forbind til nyt forrige byggeklods.
Sådan flyder data gennem et flow
De fleste flows følger en naturlig retning fra venstre mod højre:
- Input starter flowet (fx Tekstinput, Hent Dokument eller en uploadet fil).
- AI, Logik og Data behandler indholdet — udtrækker, beslutter, beriger, konverterer.
- Output leverer det færdige resultat (fx Send Email eller Tekst til dokument).
Et flow udføres i topologisk rækkefølge: en byggeklods kører først, når alle dens inputs er klar. Byggeklodser uden indbyrdes afhængighed kan køre uafhængigt.
Caching
For at spare tid og penge gemmer platformen resultatet af en byggeklods og genbruger det, hvis den køres igen med præcis de samme inputs. Byggeklodser med sideeffekter eller ikke-deterministisk output — fx Hent fra API, Send Email og opslag i live-registre — caches ikke, så de altid kører på ny. AI-byggeklodser som Sprogmodel caches, så identiske kald ikke betales to gange.
Vil du tvinge en helt ny beregning, slår du Spring cache over ved næste kørsel til i editorens værktøjslinje (database-ikonet til venstre for Kør), før du kører flowet.
Ryd cache i byggeklodsens værktøjslinje er noget andet: den sletter alle gemte resultater for hele byggeklods-typen på tværs af hele platformen og kræver administrator-rettigheder. Er du almindelig bruger, får du en fejl. Brug Spring cache over ved næste kørsel, når du blot vil have et friskt resultat.
Byggeklodser med hukommelse mellem kørsler — fx Læs RSS-feed — caches aldrig; kortet viser striben "Husker mellem kørsler", og hukommelsen nulstilles fra byggeklodsens værktøjslinje.
Versioner og udfasede byggeklodser
Byggeklodser er versionerede (fx language-model@6). Når en byggeklods forbedres på en måde, der kunne ændre adfærd, udgives en ny version, mens den gamle bevares — så eksisterende flows bliver ved med at virke uændret.
En ældre byggeklods kan markeres som udfaset. Udfasede byggeklodser:
- flyttes til kategorien Udfaset i paletten og er mindre fremtrædende,
- virker stadig fuldt ud i eksisterende flows,
- viser hvilken nyere byggeklods, der anbefales i stedet — fx peger
language-model@4videre til den nuværende Sprogmodel.
Byg nye flows med de aktuelle byggeklodser. Skift kun en udfaset byggeklods ud, når du alligevel redigerer flowet — der er ingen hast, da den fortsat kører.